2022 har været det jeg vil betegne som et normalt år i grundejerforeningen. Der har ikke været de store sager oppe og de der har været, har været håndterbare. Jeg vil dog tillade mig at bruge lidt af min taletid til at tale om det menneskelige miljø vi bor i.
Vi er 111 parceller i vores grundejerforening. 111 familier, som lever det liv de hver især har valgt. Et frit liv. Mindst 111 forskellige opfattelser af, hvad der skal til for at leve et godt liv.
Det at leve sammen med 110 andre familier relativt tæt som vi gør her, forpligter os over for hinanden. Det forpligter os til at respektere andres valg, så længe disse ikke skader andre. Det forpligter os også til at se indad og vurdere om vi hver især skader eller generer andre. Og det forpligter os til at behandle andre omkring os ordentligt. Den lettest løselige konflikt, er den der ikke opstår.
Når der er noget I bliver irriteret over, så start med at være nysgerrig på, hvorfor I bliver irriteret. Skyldes irritationen noget som andre gør? I så fald, gør disse andre det så for at skabe irritation for jer? Ville det være muligt at tale med disse andre om det der irriterer? Jeg forstår at det kan være grænseoverskridende at gå til en nabo og sige at noget denne nabo gør, irriterer mig. Men lad os prøve at vende dialogen til noget nysgerrigt. Lad os for eksempel antage, at jeg kunne være irriteret over, at min nabos hund gør hele dagen. I stedet for at gå til naboen og klage – eller gå til bestyrelsen og klage – så kunne jeg banke på hos naboen og spørge til hunden. Spørge om den har det godt. Spørge om den mangler selskab om dagen når naboen er på arbejde. Måske spørge om mine børn må lege med den eller gå tur med den, hvis den keder sig. Og måske viser det sig at naboen ikke selv ved, at den gør hele dagen, så man ved en nysgerrig tilgang begge bliver klogere på problemet. Og hvem ved, måske er den nabo man ikke har talt med faktisk et interessant menneske?
Men inden en nabo kommer og banker på og er nysgerrig på en sag, så vil jeg henstille til at alle starter med at kigge indad. Vurdere om noget af det vi gør – eller ikke gør – i min familie, kunne være til gene for andre i området. Det kunne være hunden der gør. Det kunne være manglende hækklipning eller træer der vokser over naboens grund eller de fælles stier. Det kunne være børn der skriger eller græder meget. Og sikkert også meget andet.
Fælles for alt hvad jeg lige har sagt er, at alt bliver lettere, hvis vi har respekt for hinanden og hvis vi behandler hinanden som vi selv ønsker at andre behandler os. Tal sammen. Lyt til hinanden. Og se indad. Tak.
Vintervedligeholdelse: Det blev en relativ mild vinter, hvor der blev brugt 30.125 kr. på saltning og snerydning. Det bliver til en udgift på ca. 272 kr. pr. parcel mod 437 kr. i 2021. Til sammenligning betalte vi i 2020 kun 122 kr. og i 2019 230 kr. Gennemsnittet de sidste fire år er på 265 kr., så vi rammer altså ret gennemsnitligt i år.
Gartner: Vi har opsagt samarbejdet med Teamskovs Haveservice og indgået aftale med Havejyden om arbejdet det kommende år.
Legeplads: Der er ikkekommet noget nyt på legepladsen siden sidst, men der har været lavet lovpligtigt eftersyn, som har konstateret nogle fejl og mangler, der vil blive udbedret her ii starten af 2023.
Plantekasser på stierne: Vores plantekasser blev endelig beplantet sidst i efteråret og opfylder nu deres funktion med at være chikaner for kørende med for høj fart. Vi glæder os til at se planterne i fuldt flor når vækstsæsonen rigtigt kommer i gang.
Ekstern bogholder: Vi har brugt PWC som bogholder i både 2021 og i 2022. Det er gået ganske udmærket. Vi forsætter samarbejdet i 2023.
Fællesarrangementer: Der blevholdt sommerfest igen, som denne gang blev udvidet med toiletter og helstegt pattegris, vel at mærke stadig inden for det aftalte budget. Det var en stor succes med mange besøgende i alle aldre og der skal lyde en stor tak til festudvalget for det store arbejde de har udført. Der er allerede fastlagt en dato for sommerfest i 2023, så glæd jer til den 19. august 2023.
Fjernvarme: 2022 var et år, hvor energipriserne gik amok. Specielt tydeligt var det for gaspriserne, som blev mangedoblet. Dette har gjort at en del beboere har valgt at få lagt fjernvarme ind i deres huse, så der nu er ca. 80% af vores parceller, der er tilsluttet. Det forventes at der fortsat kommer flere til, hvilket betyder at der også fortsat vil blive gravet op på vores vendepladser.
Vendepladser: De mange opgravninger har ikke gjort noget godt for vores vendepladser. Asfalten er meget ujævn og hullet. Vi har modtaget tilbud på reparation på ca. 220.000 kr.
Skovby Nygård området: Der er ikke noget nybyggeri i gang i dette område, om der kommer noget i år vides ikke på nuværende tidspunkt.
Hjemmeside: Vi har købt et nyt internet-domæne, som både er kortere og lettere at huske. Hjemmesiden kan nu tilgås på både det gamle domæne, grundejerforeningen-ostergaardsparken.dk og på det nye domæne, ostergaardsparken.dk.
Hække og træer ved stierne: Der er mange hække og træer, der er vokset langt ud over vores fælles stier. Hækkene gør at der bliver begrænset plads på stierne og træerne har frugter og blade, der falder ned på stierne. Vi er nødt til at få disse beskåret, så vi alle kan være på de fælles arealer. Som jeg startede med at sige, vil jeg bede jer selv om at kigge indad. Vi vil fra bestyrelsen også gå en runde og se på hække og træer over stierne og gøre opmærksom på de steder, hvor der er problemer. Nu er faktisk et godt tidspunkt at gøre noget ved det, da væksten ikke rigtigt er startet endnu.
Påmindelser: Som sædvanlig vil jeg slutte med følgende påmindelser:
- Hunde skal føres i snor i området, legeplads, boldbane og græsfortove er ikke til hundetoilet.
- Vendepladserne må ikke anvendes til fast parkering af bil, campingvogn eller trailer.
- Vendepladserne må ikke anvendes til opmagasinering af brænde m.m.
- Ansvar for renholdning, snerydning og saltning på stierne ligger hos de enkelte parceller.
- Hække der er ud mod stier og fortove skal klippes mindst en gang årligt og de må ikke vokse ud over skel.
- Knallertkørsel er ikke tilladt på vores stisystemer.
Til slut vil jeg gerne takke bestyrelsen og områdets beboere for et godt samarbejde i 2022